tirsdag den 20. januar 2009

Hvem arrangerer vinsmagning?

Der er et væld af forskellige grupper, som arrangerer vinsmagning.

Restauranter gør det for at lokke folk til og sælge dem noget god mad, mens der smages på vin.

Vin-importører gør det for at introducere flere mennesker for netop deres mærker og typer af vin. Og de sørger altid for at have et righoldigt arsenal af vin med, som kan sælges i forbindelse med arrangementet.

Vinhandlere gør det for at tiltrække fremtidige kunder til butikken, præsentere et bredt sortiment af varer og ikke mindst demonstrere kundskaber indenfor vin og vinsmagning.

Entusiaster gør det i mindre grupper for at dele glæden ved vin, diskutere vintyper, prøve at prisfastsætte vine og finde gode vine til prisen.

Glade amatører gør det til middagsselskaber, fordi det er sjovere end blot at servere tre flasker af den samme slags vin.

Medierne gør det for at få professionelle til at smage og anmelde vine.

lørdag den 6. december 2008

Skal man spytte vinen ud til vinsmagning?

Når professionelle vinsmagere går i aktion, har de en spand ved siden af, som de spytter vinen ud i. Årsagen er naturligvis, at de ikke skal være påvirkede af alkoholen, så deres smagsløg bliver mindre skarpe. Med vin kan det nemlig fint lade sig gøre at få det fulde smagsindtryk uden at skulle synke den.

Men når man som glad amatør udi vinsmagningens kunst går i gang, behøver man altså ikke spytte de gode dråber ud igen. Hvis blot man sørger for at smage på små mængder af hver slags vin i første omgang, kan man godt vurdere en vin alligevel. Der er heller ikke et spørgsmål om liv eller død, om man måske fejlbedømmer aftenens 8. vin en smule. Den største skade der kan ske, er at man får købt 12 flasker vin, som måske er lidt mindre gode end man husker dem fra vinsmagnings-aftenen. Det overlever man nok.

En sjov anekdote i den anledning er, at snapsesmagere helst skal synke snapsen, fordi nogle af de for snaps relevante smagsløg sidder allerbagerst på tungen.

torsdag den 4. december 2008

En lille blog om vinsmagning

Hvordan gør man, hvem arrangerer vinsmagning, hvor meget koster det? Er det værd at tage på vinrejser, hvordan lærer man fagudtrykkene, hvor dyre vin skal man smage på?

Disse og mange andre spørgsmål om vinsmagning vil blive behandlet her på bloggen. Formålet med bloggen er at gøre læseren klogere på smagning af såvel dyre som billige vine.